Danish John


/1 I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 
Dette var i Begyndelsen hos Gud. 
Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af 
det, som er. 
I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. 
Og Lyset skinner i M›rket, og M›rket begreb det ikke. 
Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. 
Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset, for at alle 
skulde tro ved ham. 
Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset. 
Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden. 
Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden kendte ham ikke. 
Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham. 
Men s† mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds B›rn, dem, 
som tro p† hans Navn. 
Hvilke ikke bleve f›dte af Blod, ej heller af K›ds Villie, ej heller af Mands 
Villie, men af Gud. 
Og Ordet blev K›d og tog Bolig iblandt os, og vi s† hans Herlighed, en 
Herlighed, som en enb†ren S›n har den fra sin Fader, fuld af N†de og Sandhed. 
Johannes vidner om ham og r†ber og siger: "Ham var det, om hvem jeg sagde: 
Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi han var f›r mig.". 
Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det N†de over N†de. 
Thi Loven blev given ved Moses; N†den og Sandheden er kommen ved Jesus 
Kristus. 
Ingen har nogen Sinde set Gud; den enb†rne S›n,som er i Faderens Sk›d, han har 
kundgjort ham. 
Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da J›derne sendte Pr‘ster og Leviter ud fra 
Jerusalem, for at de skulde sp›rge ham: "Hvem er du?". 
Og han bekendte og n‘gtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke Kristus.". 
Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er jeg ikke." "Er 
du Profeten?" Og han svarede: "Nej.". 
Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar, som have 
udsendt os; hvad siger du om dig selv?". 
Han sagde: "Jeg er en R›st af en, som r†ber i ¯rkenen: J‘vner Herrens Vej, som 
Profeten Esajas har sagt.". 
Og de vare udsendte fra Faris‘erne. 
Og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor d›ber du da, dersom du ikke er 
Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?". 
Johannes svarede dem og sagde: "Jeg d›ber med Vand; midt iblandt eder st†r 
den, I ikke kende. 
Han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er v‘rdig at l›se.". 
Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes d›bte. 
Den n‘ste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det Guds Lam, som 
b‘rer Verdens Synd!. 
Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommen foran 
mig; thi han var f›r mig. 
Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde †benbares for Israel, derfor er 
jeg kommen og d›ber med Vand.". 
Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set ¸nden dale ned som en Due fra 
Himmelen, og den blev over ham. 
Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at d›be med Vand, han 
sagde til mig: Den, som du ser ¸nden dale ned over og blive over, han er den, 
som d›ber med den Hellig†nd. 
Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds S›n.". 
Den n‘ste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple. 
Og idet han s† p† Jesus,som gik der,siger han: "Se det Guds Lam!". 
Og de to Disciple h›rte ham tale, og de fulgte Jesus. 
Men Jesus vendte sig om, og da han s† dem f›lge sig, siger han til dem: "Hvad 
s›ge I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi! (hvilket udlagt betyder Mester) 
hvor opholder du dig?". 
Han siger til dem: "Kommer og ser!"De kom da og s†, hvor han opholdt sig, og 
de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende Time. 
Den ene af de to, som havde h›rt Johannes's Ord og havde fulgt ham, var 
Andreas, Simon Peters Broder. 
Denne finder f›rst sin egen Broder Simon og siger til ham: "Vi have fundet 
Messias" (hvilket er udlagt: Kristus). 
Og han f›rte ham til Jesus; Jesus s† p† ham og sagde: "Du er Simon, Johannes's 
S›n; du skal hedde Kefas" (det er udlagt: Petrus). 
Den n‘ste Dag vilde han drage derfra til Galil‘a; og han finder Filip; Og 
Jesus siger til ham: "F›lg mig!". 
Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By. 
Filip finder Nathanael og siger til ham: "Vi have fundet ham, hvem Moses i 
Loven og liges† Profeterne have skrevet om, Jesus, Josefs S›n, fra Nazareth.". 
Og Nathanael sagde til ham: "Kan noget godt v‘re fra Nazareth?" Filip siger 
til ham: "Kom og se!". 
Jesus s† Nathanael komme til sig, og han siger om ham: "Se, det er sandelig en 
Israelit, i hvem der ikke er Svig.". 
Nathanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede og sagde til 
ham: "F›rend Filip kaldte dig, s† jeg dig, medens du var under Figentr‘et.". 
Nathanael svarede ham: "Rabbi!du er Guds S›n, du er Israels Konge.". 
Jesus svarede og sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg s† dig 
under Figentr‘et? Du skal se st›rre Ting end disse.". 
Og han siger til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle fra nu af 
se Himmelen †bnet og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskes›nnen.". 

/2 Og p† den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galil‘a; og Jesu Moder var 
der. 
Men ogs† Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet. 
Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: "De have ikke Vin.". 
Jesus siger til hende: "Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke 
kommen.". 
Hans Moder siger til Tjenerne: "Hvad som han siger eder, det skulle I g›re.". 
Men der var der efter J›dernes Renselsesskik fremsat seks Vandkar af Sten, som 
rummede hvert to eller tre Spande. 
Jesus siger til dem: "Fylder Vandkarrene med Vand; "og de fyldte dem indtil 
det ›verste. 
Og han siger til dem: "¯ser nu og b‘rer til K›gemesteren; "og de bare det til 
ham. 
Men da K›gemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke vidste, hvorfra 
det kom (men Tjenerne, som havde ›st Vandet, vidste det), kalder K›gemesteren 
p† Brudgommen og siger til ham. 
"Hvert Menneske s‘tter f›rst den gode Vin frem, og n†r de ere blevne drukne, 
da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil nu.". 
Denne Begyndelse p† sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galil‘a, og han †benbarede 
sin Herlighed; og hans Disciple troede p† ham. 
Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans Br›dre og hans 
Disciple, og de bleve der ikke mange Dage. 
Og J›dernes P†ske var n‘r, og Jesus drog op til Jerusalem. 
Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og F†r og Duer, og 
Vekselerne. 
Og han gjorde en Sv›be af Reb og drev dem alle ud af Hellig-dommen, b†de 
F†rene og Okserne, og han spredte Vekselerernes Sm†penge og v‘ltede Bordene. 
Og han sagde til dem, som solgte duer: "Tager dette bort herfra; g›rer ikke 
min Faders Hus til en K›bmandsbod!". 
Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: "Nidk‘rheden for dit Hus vil 
fort‘re mig.". 
Da svarede J›derne og sagde til ham: "Hvad viser du os for et Tegn, efterdi du 
g›r dette?". 
Jesus svarede og sagde til dem: "Nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg 
oprejse det.". 
Da sagde J›derne: "I seks og fyrretyve ¸r er der bygget p† dette Tempel, og du 
vil oprejse det i tre Dage?". 
Men han talte om sit Legemes Tempel. 
Da han s† var oprejst fra de d›de, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt 
dette; og de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde sagt. 
Men da han var i Jerusalem i P†sken p† H›jtiden, troede mange p† hans Navn, da 
de s† hans Tegn, som han gjorde. 
Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle. 
Og fordi han ikke havde n›dig, at nogen skulde vidne om Mennesket; thi han 
vidste selv, hvad der var i Mennesket. 

/3 Men der var en Mand af Faris‘erne, han hed Nikodemus, en R†dsherre iblandt 
J›derne. 
Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi!vi vide; at du er en 
L‘rer kommen fra Gud; thi ingen kan g›re disse Tegn, som du g›r, uden Gud er 
med ham.". 
Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig; uden nogen 
bliver f›dt p† ny, kan han ikke se Guds Rige.". 
Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske f›des, n†r han er gammel? 
Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og f›des?". 
Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver f›dt af 
Vand og ¸nd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. 
Hvad der er f›dt af K›det, er K›d; og hvad der er f›dt af ¸nden, er ¸nd. 
Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I m† f›des p† ny. 
Vinden bl‘ser, hvorhen den vil, og du h›rer dens Susen, men du ved ikke, 
hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; s†ledes er det med hver den, som er 
f›dt af ¸nden.". 
Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?". 
Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels L‘rer og forst†r ikke dette?. 
Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have 
set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. 
N†r jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, 
n†r jeg siger eder de himmelske?. 
Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, 
Menneskes›nnen, som er i Himmelen. 
Og ligesom Moses oph›jede Slangen i ¯rkenen, s†ledes b›r Menneskes›nnen 
oph›jes. 
For at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. 
Thi s†ledes elskede Gud Verden, at han gav sin S›n den enb†rne, for at hver 
den, som tror p† ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. 
Thi Gud sendte ikke sin S›n til Verden, for at han skal d›mme Verden, men for 
at Verden skal frelses ved ham. 
Den, som tror p† ham, d›mmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede d›mt, 
fordi han ikke har troet p† Guds enb†rne S›ns Navn. 
Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede 
M›rket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. 
Thi hver den, som ›ver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans 
Gerninger ikke skulle revses. 
Men den, som g›r Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger m† blive 
†benbare; thi de ere gjorte i Gud.". 
Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Jud‘as Land, og han opholdt sig der 
med dem og d›bte. 
Men ogs† Johannes d›bte i ’non, n‘r ved Salem, fordi der var meget Vand der; 
og man kom derhen og lod sig d›be. 
Thi Johannes var endnu ikke kastet i F‘ngsel. 
Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en J›de om Renselse. 
Og de kom til Johannes og sagde til ham: "Rabbi!han, som var hos dig hinsides 
Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han d›ber, og alle komme til ham.". 
Johannes svarede og sagde: "Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham 
givet fra Himmelen. 
I ere selv mine Vidner p†, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er 
udsendt foran ham. 
Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som st†r og h›rer p† 
ham, gl‘der sig meget over Brudgommens R›st; S† er da denne min Gl‘de bleven 
fuldkommen. 
Han b›r vokse, men jeg forringes. 
Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og 
taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle. 
Og det, som han har set og h›rt, vidner han; og ingen modtager hans 
Vidnesbyrd. 
Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru. 
Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke ¸nden efter 
M†l. 
Faderen elsker S›nnen og har givet alle Ting i hans H†nd. 
Den, som tror p† S›nnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil tro S›nnen, 
skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.". 

/4 Da Herren nu erfarede, at Faris‘erne havde h›rt, at Jesus vandt flere 
Disciple og d›bte flere end Johannes. 
(sk›nt Jesus ikke d›bte selv, men hans Disciple). 
Da forlod han Jud‘a og drog atter bort til Galil‘a. 
Men han m†tte rejse igennem Samaria. 
Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, n‘r ved det Stykke Land, 
som Jakob gav sin S›n Josef. 
Og der var Jakobs Br›nd; Jesus satte sig da, tr‘t af Rejsen, ned ved Br›nden; 
det var ved den sjette Time. 
En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op; Jesus siger til hende: "Giv 
mig noget at drikke!". 
Hans Disciple vare nemlig g†ede bort til Byen for at k›be Mad. 
Da siger den samaritanske Kvinde til ham: "Hvorledes kan dog du, som er en 
J›de, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?" Thi J›der 
holde ikke Samkvem med Samaritanere. 
Jesus svarede og sagde til hende: "Dersom du kendte Guds Gave, og hvem det er, 
som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da bad du ham, og han gav dig 
levende Vand.". 
Kvinden siger til ham: "Herre!du har jo intet at drage op med, og Br›nden er 
dyb; hvorfra har du da det levende Vand?. 
Mon du er st›rre end vor Fader Jakob, som har givet os Br›nden, og han har 
selv drukket deraf og hans B›rn og hans Kv‘g?". 
Jesus svarede og sagde til hende: "Hver den, som drikker af dette Vand, skal 
t›rste igen. 
Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til evig Tid ikke 
t›rste; men det Vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, 
som fremv‘lder til et evigt Liv.". 
Kvinden siger til ham: "Herre!giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal t›rste 
og ikke komme hid for at drage op.". 
Jesus siger til hende: "G† bort, kald p† din Mand, og kom hid!". 
Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen Mand." Jesus siger til hende: "Med 
Rette sagde du: Jeg har ingen Mand. 
Thi du har haft fem M‘nd; og han, som du nu har, er ikke din Mand; Det har du 
sagt sandt.". 
Kvinden siger til ham: "Herre!jeg ser, at du er en Profet. 
Vore F‘dre have tilbedt p† dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, 
hvor man b›r tilbede.". 
Jesus siger til hende: "Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da det hverken 
skal v‘re p† dette Bjerg eller i Jerusalem, at I tilbede Faderen. 
I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi Frelsen kommer fra 
J›derne. 
Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede 
Faderen i ¸nd og Sandhed; thi det er s†danne Tilbedere, Faderen vil have. 
Gud er ¸nd, og de, som tilbede ham, b›r tilbede i ¸nd og Sandhed.". 
Kvinden siger til ham: "Jeg ved, at Messias kommer (hvilket betyder Kristus); 
n†r han kommer, skal han kundg›re os alle Ting.". 
Jesus siger til hende: "Det er mig, jeg, som taler med dig.". 
Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en 
Kvinde; dog sagde ingen: "Hvad s›ger du?" eller: "Hvor-for taler du med 
hende?". 
Da lod Kvinden sin Vandkrukke st† og gik bort til Byen og siger til Menneskene 
der. 
"Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han 
skulde v‘re Kristus?". 
De gik ud af Byen og kom g†ende til ham. 
Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: "Rabbi, spis!". 
Men han sagde til dem, jeg har Mad at spise, som I ikke kende.". 
Da sagde Disciplene til hverandre: "Mon nogen har bragt ham noget at spise?". 
Jesus siger til dem: "Min Mad er, at jeg g›r hans Villie, som udsendte mig, og 
fuldbyrder hans Gerning. 
Sige I ikke: Der er endnu fire M†neder, s† kommer H›sten? Se, jeg siger eder, 
opl›fter eders ¯jne og ser Markene; de ere allerede hvide til H›sten. 
Den, som h›ster, f†r L›n og samler Frugt til et evigt Liv, s† at de kunne 
gl‘de sig tilsammen, b†de den, som s†r, og den, som h›ster. 
Thi her er det Ord sandt: En s†r, og en anden h›ster. 
Jeg har udsendt eder at h›ste det, som I ikke have arbejdet p†; andre have 
arbejdet, og I ere g†ede ind i deres Arbejde.". 
Men mange af Samaritanerne fra den By troede p† ham p† Grund af Kvindens Ord, 
da hun vidnede: "Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.". 
Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos dem; og han blev 
der to Dage. 
Og mange flere troede for hans Ords Skyld. 
Og til Kvinden sagde de: "Vi tro nu ikke l‘nger for din Tales Skyld; thi vi 
have selv h›rt, og vi vide, at denne er sandelig Verdens Frelser.". 
Men efter de to Dage gik han derfra til Galil‘a. 
Thi Jesus vidnede selv, at en Profet ikke bliver ‘ret i sit eget F‘dreland. 
Da han nu kom til Galil‘a, toge Galil‘erne imod ham, fordi de havde set alt 
det, som han gjorde i Jerusalem p† H›jtiden; thi ogs† de vare komne til 
H›jtiden. 
Han kom da atter til Kana i Galil‘a, hvor han havde gjort Vandet til Vin; Og 
der var en kongelig Embedsmand, hvis S›n l† syg i Kapernaum. 
Da denne h›rte, at Jesus var kommen fra Jud‘a til Galil‘a, gik han til ham og 
bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans S›n; thi han var D›den n‘r. 
Da sagde Jesus til ham: "Dersom I ikke se Tegn og Undergerninger, ville I ikke 
tro.". 
Embedsmanden siger til ham: "Herre! kom, f›r mit Barn d›r.". 
Jesus siger til ham: "G† bort, din S›n lever." Og Manden troede det Ord, som 
Jesus sagde til ham, og gik bort. 
Men allerede medens han var p† Hjemvejen, m›dte hans Tjenere ham og meldte, at 
hans Barn levede. 
Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre med ham; og 
de sagde til ham: "I G†r ved den syvende time forlod Feberen ham.". 
Da sk›nnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde til ham: "Din 
S›n lever;" og han troede selv og hele hans Hus. 
Dette var det andet Tegn, som Jesus gjorde, da han var kommen fra Jud‘a til 
Galil‘a. 

/5 Derefter var det J›dernes H›jtid, og Jesus gik op til Jerusalem. 
Men der er i Jerusalem ved F†reporten en Dam, som p† Hebraisk kaldes Bethesda, 
og den har fem S›jlegange. 
I dem l† der en M‘ngde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede p†, at Vandet 
skulde r›res. 
Thi p† visse Tider for en Engel ned i Dammen og opr›rte Vandet; Den, som da, 
efter at Vandet var blevet opr›rt, steg f›rst ned, blev rask, hvilken Sygdom 
han end led af.). 
Men der var en Mand, som havde v‘ret syg i otte og tredive ¸r. 
Da Jesus s† ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, 
sagde han til ham: "Vil du blive rask?". 
Den syge svarede ham: "Herre!jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, 
n†r Vandet bliver opr›rt; men n†r jeg kommer, stiger en anden ned f›r mig.". 
Jesus siger til ham: "St† op, tag din Seng og g†!". 
Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik; Men det var Sabbat p† 
den Dag. 
Derfor sagde J›derne til ham, som var bleven helbredt: "Det er Sabbat; og det 
er dig ikke tilladt af b‘re Sengen.". 
Han svarede dem: "Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og 
g†!". 
Da spurgte de ham: "Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og 
g†?". 
Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde 
unddraget sig, da der var mange Mennesker p† Stedet. 
Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: "Se, du er 
bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget v‘rre skal times dig, !". 
Manden gik bort og sagde til J›derne, at det var Jesus, som havde gjort ham 
rask. 
Og derfor forfulgte J›derne Jesus, fordi han havde gjort dette p† en Sabbat. 
Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu; ogs† jeg arbejder.". 
Derfor tragtede da J›derne end mere efter at sl† ham ihjel, fordi han ikke 
alene br›d Sabbaten, men ogs† kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud 
lig. 
S† svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, S›nnen 
kan slet intet g›re af sig selv, uden hvad han ser Faderen g›re; thi hvad han 
g›r, det g›r ogs† S›nnen liges†. 
Thi Faderen elsker S›nnen og viser ham alt det, han selv g›r, og han skal vise 
ham st›rre Gerninger end disse, for at I skulle undre eder. 
Thi ligesom Faderen oprejser de d›de og g›r levende, s†ledes g›r ogs† S›nnen 
levende, hvem han vil. 
Thi heller ikke d›mmer Faderen nogen, men har givet S›nnen hele Dommen. 
For at alle skulle ‘re S›nnen, ligesom de ‘re Faderen; Den, som ikke ‘rer 
S›nnen, ‘rer ikke Faderen, som udsendte ham. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som h›rer mit Ord og tror den, som 
sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er g†et over fra 
D›den til Livet. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er nu, da de d›de 
skulle h›re Guds S›ns R›st, og de, som h›re den, skulle leve. 
Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, s†ledes har han ogs† givet S›nnen at 
have Liv i sig selv. 
Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er Menneskes›n. 
Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, p† hvilken alle de, som ere i 
Gravene, skulle h›re hans R›st. 
Og de skulle g† frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men 
de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse. 
Jeg kan slet intet g›re af mig selv; s†ledes som jeg h›rer, d›mmer jeg, og min 
Dom er retf‘rdig; thi jeg s›ger ikke min Villie, men hans Villie, som sendte 
mig. 
Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt". 
Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, 
som han vidner om mig. 
I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden. 
Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at 
I skulle frelses. 
Han var det br‘ndende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder 
ved hans Lys. 
Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er st›rre end Johannes's; thi de Gerninger, 
som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg g›r, vidne 
om mig, at Faderen har udsendt mig. 
Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig; I have aldrig hverken h›rt 
hans R›st eller set hans skikkelse. 
Og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han ud-sendte, ham tro I 
ikke. 
I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som 
vidne om mig. 
Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv. 
Jeg tager ikke ’re af Mennesker. 
Men jeg kender eder, at I have ikke Guds K‘rlighed i eder. 
Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer 
i sit eget Navn, ham ville I modtage. 
Hvorledes kunne I Tro,i, som tage ’re af hverandre, og den ’re, som er fra den 
eneste Gud, s›ge I ikke?. 
T‘nker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager 
eder, Moses, til hvem I have sat eders H†b. 
Thi dersom I troede Moses; troede I mig; thi han har skrevet om mig. 
Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?". 

/6 Derefter drog Jesus over til hin Side af Galil‘as S›, Tiberias S›en. 
Og en stor Skare fulgte ham, fordi de s† de Tegn, som han gjorde p† de syge. 
Men Jesus gik op p† Bjerget og satte sig der med sine Disciple. 
Men P†sken, J›dernes H›jtid, var n‘r. 
Da Jesus nu opl›ftede sine ¯jne og s†, at en stor Skare kom til ham, sagde han 
til Filip: "Hvor skulle vi k›be Br›d, for at disse kunne f† noget at spise?". 
Men dette sagde han for at pr›ve ham; thi han vidste selv, hvad han vilde 
g›re. 
Filip svarede ham: "Br›d for to Hundrede Denarer er ikke nok for dem, til at 
hver kan f† noget lidet.". 
En af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham. 
"Her er en lille Dreng, som har fem Bygbr›d og to Sm†fisk; men hvad er dette 
til s† mange?". 
Jesus sagde: "Lader Folkene s‘tte sig ned;" og der var meget Gr‘s p† Stedet; 
Da satte M‘ndene sig ned, omtrent fem Tusinde i Tallet. 
S† tog Jesus Br›dene og takkede og uddelte dem til dem, som havde sat sig ned; 
ligeledes ogs† af Sm†fiskene s† meget, de vilde. 
Men da de vare blevne m‘tte, siger han til sine Disciple: "Samler de 
tiloversblevne Stykker sammen, for at intet skal g† til Spilde.". 
Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve tilovers af de fem 
Bygbr›d fra dem, som havde f†et Mad. 
Da nu Folkene s† det Tegn, som han havde gjort, sagde de: "Denne er i Sandhed 
Profeten, som kommer til Verden.". 
Da Jesus nu sk›nnede, at de vilde komme og tage ham med Magt for at g›re ham 
til Konge, gik han atter op p† Bjerget, ganske alene. 
Men da det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til S›en. 
Og de gik om Bord i et Skib og vilde s‘tte over til hin Side af S›en til 
Kapernaum; Og det var allerede blevet m›rkt, og Jesus var endnu ikke kommen 
til dem. 
Og S›en rejste sig, da der bl‘ste en st‘rk Vind. 
Da de nu havde roet omtrent fem og tyve eller tredive Stadier, se de Jesus 
vandre p† S›en og komme n‘r til Skibet, og de forf‘rdedes. 
Men han siger til dem: "Det er mig; frygter ikke!". 
Da vilde de tage ham op i Skibet; og straks kom Skibet til Landet, som de 
sejlede til. 
Den n‘ste dag s† Skaren, som stod p† hin Side af S›en, at der ikke havde v‘ret 
mere end eet Skib der, og at Jesus ikke var g†et om Bord med sine Disciple, 
men at hans Disciple vare dragne bort alene. 
(men der var kommet Skibe fra Tiberias n‘r til det Sted, hvor de spiste 
Br›det, efter at Herren havde gjort Taksigelse). 
Da Skaren nu s†, at Jesus ikke var der, ej heller hans Disciple, gik de om 
Bord i Skibene og kom til Kapernaum for at s›ge efter Jesus. 
Og da de fandt ham p† hin Side af S›en, sagde de til ham: "Rabbi! n†r er du 
kommen hid?". 
Jesus svarede dem og sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I s›ge mig, 
ikke fordi I s† Tegn, men fordi I spiste af Br›dene og bleve m‘tte. 
Arbejder ikke for den Mad, som er forg‘ngelig, men for den Mad, som varer til 
et evigt Liv, hvilken Menneskes›nnen vil give eder; thi ham har Faderen, Gud 
selv, beseglet.". 
Da sagde de til ham: "Hvad skulle vi g›re, for at vi kunne arbejde p† Guds 
Gerninger?". 
Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds Gerning, at I tro p† den, som 
han udsendte.". 
Da sagde de til ham: "Hvad g›r du da for et Tegn, for at vi kunne se det og 
tro dig? Hvad Arbejde g›r du?. 
Vore F‘dre †de Manna i ¯rkenen, som der er skrevet: Han gav dem Br›d fra 
Himmelen at ‘de.". 
Da sagde Jesus til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, ikke Moses har 
givet eder Br›det fra Himmelen, men min Fader giver eder det sande Br›d fra 
Himmelen. 
Thi Guds Br›d er det, som kommer ned fra Himmelen og giver Verden Liv.". 
Da sagde de til ham: "Herre!giv os altid dette Br›d!". 
Jesus sagde til dem: "Jeg er Livets Br›d; Den, som kommer til mig, skal ikke 
hungre; og den, som tror p† mig, skal aldrig t›rste. 
Men jeg har sagt eder, at I have set mig og dog ikke tro. 
Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, 
vil jeg ingenlunde kaste ud. 
Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at g›re min Villie, men hans 
Villie, som sendte mig. 
Men dette er hans Villie, som sendte mig, at jeg skal intet miste af alt det, 
som han har givet mig, men jeg skal oprejse det p† den yderste Dag. 
Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser S›nnen og tror p† ham, 
skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham p† den yderste Dag.". 
Da knurrede J›derne over ham, fordi han sagde: "Jeg er det Br›d, som kom ned 
fra Himmelen,". 
Og de sagde: "Er dette ikke Jesus, Josefs S›n, hvis Fader og Moder vi kende? 
Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommen ned fra Himmelen?". 
Jesus svarede og sagde til dem: "Knurrer ikke indbyrdes!. 
Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal 
oprejse ham p† den yderste Dag. 
Der er skrevet hos Profeterne: "Og de skulle alle v‘re opl‘rte af Gud." Hver 
den, som har h›rt af Faderen og l‘rt, kommer til mig. 
Ikke at nogen har set Faderen, kun den, som er fra Gud, han har set Faderen. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror p† mig, har et evigt Liv. 
Jeg er Livets Br›d. 
Eders F‘dre †de Manna i ¯rkenen og d›de. 
Dette er det Br›d, som kommer ned fra Himmelen, at man skal ‘de af det og ikke 
d›. 
Jeg er det levende Br›d, som kom ned fra Himmelen; om nogen ‘der af dette 
Br›d, han skal leve til evig Tid; og det Br›d, som jeg vil give, er mit K›d, 
hvilket jeg vil give for Verdens Liv.". 
Da kivedes J›derne indbyrdes og sagde: "Hvorledes kan han give os sit K›d at 
‘de?". 
Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom I ikke ‘de 
Menneskes›nnens K›d og drikke hans Blod, have I ikke Liv i eder. 
Den, som ‘der mit K›d og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal 
oprejse ham p† den yderste Dag. 
Thi mit K›d er sand Mad, og mit Blod er sand Drikke. 
Den, som ‘der mit K›d og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. 
Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af Faderen, 
liges† skal ogs† den, som ‘der mig, leve i Kraft af mig. 
Dette er det Br›d, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som eders F‘dre †de og 
d›de; Den, som ‘der dette Br›d, skal leve evindelig.". 
Dette sagde han, da han l‘rte i en Synagoge i Kapernaum. 
Da sagde mange af hans Disciple, som havde h›rt ham: "Dette er en h†rd Tale; 
hvem kan h›re den?". 
Men da Jesus vidste hos sig selv, at hans Disciple knurrede derover, sagde han 
til dem: "Forarger dette eder?. 
Hvad om I da f† at se, at Menneskes›nnen farer op, hvor han var f›r?. 
Det er ¸nden, som levendeg›r, K›det gavner intet; de Ord, som jeg har talt til 
eder, ere ¸nd og ere Liv. 
Men der er nogle af eder, som ikke tro." Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, 
hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der skulde forr†de ham. 
Og han sagde: "Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til mig, uden det 
er givet ham af Faderen.". 
Fra den Tid tr†dte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med 
ham. 
Jesus sagde da til de tolv: "Mon ogs† I ville g† bort?". 
Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi g† hen? Du har det evige 
Livs Ord. 
Og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige.". 
Jesus svarede dem: "Har jeg ikke udvalgt mig eder tolv, og en af eder er en 
Dj‘vel?". 
Men han talte om Judas, Simon Iskariots S›n; thi det var ham, som siden skulde 
forr†de ham, sk›nt han var en af de tolv. 

/7 Derefter vandrede Jesus omkring i Galil‘a; thi han vilde ikke vandre i 
Jud‘a, fordi J›derne s›gte at sl† ham ihjel. 
Men J›dernes H›jtid, L›vsalsfesten, var n‘r. 
Da sagde hans Br›dre til ham: "Drag bort herfra og g† til Jud‘a, for at ogs† 
dine Disciple kunne se dine Gerninger, som du g›r. 
Thi ingen g›r noget i L›ndom, n†r han selv ›nsker at v‘re †benbar; dersom du 
g›r dette, da vis dig for Verden!". 
Thi heller ikke hans Br›dre troede p† ham. 
Da siger Jesus til dem: "Min Tid er endnu ikke kommen; men eders Tid er stedse 
for H†nden. 
Verden kan ikke hade eder; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens 
Gerninger ere onde. 
Drager I op til H›jtiden; jeg drager endnu ikke op til denne H›jtid, thi min 
Tid er endnu ikke fuldkommet.". 
Da han havde sagt dette til dem, blev han i Galil‘a. 
Men da hans Br›dre vare dragne op til H›jtiden, da drog han ogs† selv op, ikke 
†benlyst, men l›nligt. 
Da ledte J›derne efter ham p† H›jtiden og sagde: "Hvor er han?". 
Og der blev mumlet meget om ham iblandt Skarerne; nogle sagde: "Han er en god 
Mand;" men andre sagde: "Nej, han forf›rer M‘ngden.". 
Dog talte ingen frit om ham af Frygt for J›derne. 
Men da det allerede var midt i H›jtiden; gik Jesus op i Helligdommen og l‘rte. 
J›derne undrede sig nu og sagde: "Hvorledes kan denne have L‘rdom, da han ikke 
er opl‘rt?". 
Da svarede Jesus dem og sagde: "Min L‘re er ikke min, men hans, som sendte 
mig. 
Dersom nogen vil g›re hans Villie, skal han erkende, om L‘ren er fra Gud, 
eller jeg taler af mig selv. 
Den, der taler af sig selv, s›ger sin egen ’re; men den, som s›ger hans ’re, 
der sendte ham, han er sanddru, og der er ikke Uret i ham. 
Har ikke Moses givet eder Loven? Og ingen af eder holder Loven; Hvorfor s›ge I 
at sl† mig ihjel?". 
M‘ngden svarede: "Du er besat; hvem s›ger at sl† dig ihjel?". 
Jesus svarede og sagde til dem: "Een Gerning gjorde jeg, og I undre eder alle 
derover. 
Moses har givet eder Omsk‘relsen, (ikke at den er fra Moses, men fra F‘drene) 
og I omsk‘re et Menneske p† en Sabbat. 
Dersom et Menneske f†r Omsk‘relse p† en Sabbat, for at Mose Lov ikke skal 
brydes, ere I da vrede p† mig, fordi jeg har gjort et helt Menneske rask p† en 
Sabbat?. 
D›mmer ikke efter Skinnet, men d›mmer en retf‘rdig Dom!". 
Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: "Er det ikke ham, som de s›ge at sl† 
ihjel?. 
Og se, han taler frit, og de sige intet til ham; mon R†dsherrerne virkelig 
skulde have erkendt, at han er Kristus?. 
Dog vi vide, hvorfra denne er; men n†r Kristus kommer, kender ingen, hvorfra 
han er.". 
Derfor r†bte Jesus, idet han l‘rte i Helligdommen, og sagde: "B†de kende I mig 
og vide, hvorfra jeg er! Og af mig selv er jeg ikke kommen, men han, som 
sendte mig, er sand, han, hvem I ikke kende. 
Jeg kender ham; thi jeg er fra ham, og han har udsendt mig.". 
De s›gte da at gribe ham; og ingen lagde H†nd p† ham, thi hans Time var endnu 
ikke kommen. 
Men mange af Folket troede p† ham, og de sagde: "N†r Kristus kommer, mon han 
da skal g›re flere Tegn, end denne har gjort?". 
Faris‘erne h›rte, at M‘ngden mumlede dette om ham; og Ypperstepr‘sterne og 
Faris‘erne sendte Tjenere ud for at gribe ham. 
Da sagde Jesus: "Endnu en liden Tid er jeg hos eder, s† g†r jeg bort til den, 
som sendte mig. 
I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke 
komme.". 
Da sagde J›derne til hverandre: "Hvor vil han g† hen, siden vi ikke skulle 
finde ham? Mon han vil g† til dem, som ere adspredte iblandt Gr‘kerne, og l‘re 
Gr‘kerne?. 
Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og ikke finde mig, 
og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?". 
Men p† den sidste, den store H›jtidsdag stod Jesus og r†bte og sagde: "Om 
nogen t›rster,han komme til mig og drikke!. 
Den, som tror p† mig, af hans Liv skal der, som Skriften har sagt, flyde 
levende Vandstr›mme:". 
Men dette sagde han om den ¸nd, som de, der troede p† ham, skulde f†; thi den 
Hellig†nd var der ikke endnu, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort. 
Nogle af M‘ngden, som h›rte disse Ord, sagde nu: "Dette er sande-lig 
Profeten.". 
Andre sagde: "Dette er Kristus;" men andre sagde: "Mon da Kristus kommer fra 
Galil‘a?. 
Har ikke Skriften sagt, at Kristus kommer af Davids S‘d og fra Bethlehem, den 
Landsby, hvor David var?". 
S†ledes blev der Splid iblandt M‘ngden om ham. 
Men nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen H†nd p† ham. 
Tjenerne kom nu til Ypperstepr‘sterne og Faris‘erne, og disse sagde til dem: 
"Hvorfor have I ikke f›rt ham herhen?". 
Tjenerne svarede: "Aldrig har noget Menneske talt s†ledes som dette 
Menneske.". 
Da svarede Faris‘erne dem: "Ere ogs† I forf›rte?. 
Mon nogen af R†dsherrerne har troet p† ham, eller nogen af Faris‘erne?. 
Men denne Hob, som ikke kender Loven, er forbandet.". 
Nikodemus, han, som var kommen til ham om Natten og var en af dem, sagde til 
dem. 
"Mon vor Lov d›mmer et Menneske, uden at man f›rst forh›rer ham og f†r at 
vide, hvad han g›r?". 
De svarede og sagde til ham: "Er ogs† du fra Galil‘a? Ransag og se, at der 
ikke fremst†r nogen Profet fra Galil‘a.". 
Og de gik hver til sit Hus. 

/8 Men Jesus gik til Oliebjerget. 
Og †rle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; 
og han satte sig og l‘rte dem. 
Men de skriftkloge og Faris‘erne f›re en Kvinde til ham, greben i Hor, og 
stille hende frem i Midten. 
Og de sige til ham: "Mester!denne Kvinde er greben i Hor p† fersk Gerning. 
Men Moses b›d os i Loven, at s†danne skulle stenes; hvad siger nu du?". 
Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage 
ham for; Men Jesus b›jede sig ned og skrev med Fingeren p† Jorden. 
Men da de bleve ved at sp›rge ham, rettede han sig op og sagde til dem: "Den 
iblandt eder, som er uden Synd, kaste f›rst Stenen p† hende! ". 
Og han b›jede sig atter ned og skrev p† Jorden. 
Men da de h›rte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ‘ldste til 
de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten. 
Men da Jesus rettede sig op og ingen s† uden Kvinden, sagde han til hende: 
"Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som ford›mte dig?,". 
Men hun sagde: "Herre!ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg ford›mmer dig; 
g† bort, og synd ikke mere!". 
Jesus talte da atter til dem og sagde: "Jeg er Verdens Lys; den, som f›lger 
mig, skal ikke vandre i M›rket, men have Livets Lys.". 
Da sagde Faris‘erne til ham: "Du vidner om dig selv; dit Vidnes-byrd er ikke 
sandt.". 
Jesus svarede og sagde til dem: "Om jeg end vidner om mig selv; er mit 
Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvor jeg g†r hen; men I 
vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg g†r hen. 
I d›mme efter K›det; jeg d›mmer ingen. 
Men om jeg ogs† d›mmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig alene, men mig og 
Faderen, han, som sendte mig. 
Men ogs† i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt. 
Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om 
mig.". 
Derfor sagde de til ham: "Hvor er din Fader?" Jesus svarede: "I kende hverken 
mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I ogs† min Fader.". 
Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han l‘rte i Helligdommen; og ingen 
greb ham, fordi hans Time endnu ikke var kommen. 
Da sagde han atter til dem: "Jeg g†r bort, og I skulle lede efter mig, og I 
skulle d› i eders Synd; hvor jeg g†r hen, kunne I ikke komme.". 
Da sagde J›derne: "Mon han vil sl† sig selv ihjel, siden han siger: Hvor jeg 
g†r hen, kunne I ikke komme?". 
Og han sagde til dem: "I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, 
jeg er ikke af denne Verden. 
Derfor har jeg sagt eder, at I skulle d› i eders Synder; thi dersom I ikke 
tro, at det er mig, skulle I d› i eders Synder.". 
De sagde da til ham: "Hvem er du?" Og Jesus sagde til dem: "Just det, som jeg 
siger eder. 
Jeg har meget at tale og d›mme om eder; men den, som sendte mig, er sanddru, 
og hvad jeg har h›rt af ham, det taler jeg til Verden.". 
De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen. 
Da sagde Jesus til dem: "N†r I f† oph›jet Menneskes›nnen, da skulle I kende, 
at det er mig, og at jeg g›r intet af mig selv; men som min Fader har l‘rt 
mig, s†ledes taler jeg. 
Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg; 
g›r altid det, som er ham til Behag.". 
Da han talte dette, troede mange p† ham. 
Jesus sagde da til de J›der, som vare komne til Tro p† ham: "Dersom I blive i 
mit Ord, ere I sandelig mine Disciple. 
Og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frig›re eder.". 
De svarede ham: "Vi ere Abrahams S‘d og have aldrig v‘ret nogens Tr‘lle; 
hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?". 
Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hver den, som g›r 
Synden, er Syndens Tr‘l. 
Men Tr‘llen bliver ikke i Huset til evig Tid, S›nnen bliver der til evig Tid. 
Dersom da S›nnen f†r frigjort eder, skulle I v‘re virkelig frie. 
Jeg ved, at I ere Abrahams S‘d; men I s›ge at sl† mig ihjel, fordi min Tale 
ikke finder Rum hos eder. 
Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; s† g›re ogs† I det, som I have 
h›rt af eders Fader.". 
De svarede og sagde til ham: "Vor Fader er Abraham." Jesus sagde til dem: 
"Dersom I vare Abrahams B›rn, gjorde I Abrahams Gerninger. 
Men nu s›ge I at sl† mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder Sandheden, som 
jeg har h›rt af Gud; dette gjorde Abraham ikke. 
I g›re eders Faders Gerninger." De sagde til ham: "Vi ere ikke avlede i Hor; 
vi have een Fader, Gud.". 
Jesus sagde til dem: "Dersom Gud var eders Fader, da elskede I mig; thi jeg er 
udg†et og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke kommen af mig selv, men han 
har udsendt mig. 
Hvorfor forst† I ikke min Tale? fordi I ikke kunne h›re mit Ord. 
I ere af den Fader Dj‘velen, og eders Faders Beg‘ringer ville I g›re; Han var 
en Manddraber fra Begyndelsen af, og han st†r ikke i Sandheden; thi Sandhed er 
ikke i ham; N†r han taler L›gn, taler han af sit eget; thi han er en L›gner og 
L›gnens Fader. 
Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden. 
Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Siger jeg Sandhed, hvorfor tro 
I mig da ikke?. 
Den, som er af Gud, h›rer Guds Ord; derfor h›re I ikke, fordi I ere ikke af 
Gud.". 
J›derne svarede og sagde til ham: "Sige vi ikke med Rette, at du er en 
Samaritan og er besat?". 
Jesus svarede: "Jeg er ikke besat, men jeg ‘rer min Fader, og I van‘re mig. 
Men jeg s›ger ikke min ’re; der er den, som s›ger den og d›mmer. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord, skal han i al 
Evighed ikke se D›den.". 
J›derne sagde til ham: "Nu vide vi, at du et besat; Abraham d›de og 
Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han skal i al Evighed 
ikke smage D›den. 
Mon du er st›rre end vor Fader Abraham, som jo d›de? ogs† Profeterne d›de; 
hvem g›r du dig selv til?". 
Jesus svarede: "Dersom jeg ‘rer mig selv, er min ’re intet; det er min Fader, 
som ‘rer mig, han, om hvem I sige, at han er eders Gud. 
Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham; Og dersom jeg siger: "Jeg kender 
ham ikke," da bliver jeg en L›gner ligesom I; men jeg kender ham og holder 
hans Ord. 
Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han s† den og gl‘dede 
sig.". 
Da sagde J›derne til ham: "Du er endnu ikke halvtredsindstyve ¸r gammel, og du 
har set Abraham?". 
Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, f›rend Abraham blev 
til, har jeg v‘ret.". 
S† toge de Sten for at kaste p† ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af 
Helligdommen. 

/9 Og da han gik forbi s† han et Menneske, som var blindt fra F›dselen. 
Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Rabbi, hvem har syndet, denne eller 
hans For‘ldre, s† han skulde f›des blind?". 
Jesus svarede: "Hverken han eller hans For‘ldre have syndet; men det er sket, 
for at Guds Gerninger skulle †benbares p† ham. 
Jeg m† g›re hans Gerninger, som sendte mig, s† l‘nge det er Dag; der kommer en 
Nat, da ingen kan arbejde. 
Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys.". 
Da han havde sagt dette, spyttede han p† Jorden og gjorde Dynd af Spyttet og 
smurte Dyndet p† hans ¯jne. 
Og han sagde til ham: "G† hen, to dig i Dammen Siloam" (hvilket er udlagt: 
udsendt); Da gik han bort og toede sig, og han kom seende tilbage. 
Da sagde Naboerne og de, som f›r vare vante til at se ham som Tigger: "Er det 
ikke ham, som sad og tiggede?". 
Nogle sagde: "Det er ham;" men andre sagde: "Nej, han ligner ham." Han selv 
sagde: "Det er mig.". 
Da sagde de til ham: "Hvorledes bleve dine ¯jne †bnede?". 
Han svarede: "En Mand, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte det p† mine 
¯jne og sagde til mig: G† hen til Siloam og to dig! Da jeg s† gik hen og toede 
mig, blev jeg seende.". 
Da sagde de til ham: "Hvor er han?" Han siger: "Det ved jeg ikke.". 
De f›re ham, som f›r var blind, til Faris‘erne. 
Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og †bnede hans ¯jne. 
Atter spurgte nu ogs† Faris‘erne ham, hvorledes han var bleven seende; Men han 
sagde til dem: "Han lagde Dynd p† mine ¯jne, og jeg toede mig, og nu ser 
jeg.". 
Nogle af Faris‘erne sagde da: "Dette Menneske er ikke fra Gud, efterdi han 
ikke holder Sabbaten." Andre sagde: "Hvorledes kan et syndigt Menneske g›re 
s†danne Tegn?" Og der var Splid imellem dem. 
De sige da atter til den blinde: "Hvad siger du om ham, efterdi han †bnede 
dine ¯jne?" Men han sagde: "Han er en Profet.". 
S† troede J›derne ikke om ham, at han havde v‘ret blind og var bleven seende, 
f›rend de fik kaldt p† For‘ldrene til ham, som havde f†et sit Syn. 
Og de spurgte dem og sagde: "Er denne eders S›n, om hvem I sige, at han var 
f›dt blind? Hvorledes er han da nu seende?". 
Hans For‘ldre svarede dem og sagde; "Vi vide, at denne er vor S›n, og at han, 
var f›dt blind. 
Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der har †bnet 
hans ¯jne, vide vi ikke heller; sp›rger ham; han er gammel nok; han m† selv 
tale for sig.". 
Dette sagde hans For‘ldre, fordi de frygtede for J›derne; thi J›derne vare 
allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte ham som Kristus, skulde 
han udelukkes af Synagogen. 
Derfor sagde hans For‘ldre: "Han er gammel nok, sp›rger ham selv!". 
Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde v‘ret blind, og sagde til ham: 
"Giv Gud ’ren; vi vide, at dette Menneske er en Synder.". 
Da svarede han: "Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved jeg, at jeg, 
som var blind, nu ser.". 
De sagde da til ham igen: "Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes †bnede han dine 
¯jne?". 
Han svarede dem: "Jeg har allerede sagt eder det, og I h›rte ikke efter; 
Hvorfor ville I h›re det igen? Ville ogs† I blive hans Disciple?". 
Da udsk‘ldte de ham og sagde: "Du er hans Discipel; men vi ere Mose Disciple. 
Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke; hvorfra han 
er.". 
Manden svarede og sagde til dem: "Det er dog underligt, at I ikke vide, 
hvorfra han er, og han har †bnet mine ¯jne. 
Vi vide, at Syndere b›nh›rer Gud ikke; men dersom nogen er gudfrygtig og g›r 
hans Villie, ham h›rer han. 
Aldrig er det h›rt, at nogen har †bnet ¯jnene p† en blindf›dt. 
Var denne ikke fra Gud, da kunde han intet g›re.". 
De svarede og sagde til ham: "Du er hel og holden f›dt i Synder, og du vil 
l‘re os?" Og de st›dte ham ud. 
Jesus h›rte, at de havde udst›dt ham; og da han traf ham sagde han til ham: 
"Tror du p† Guds S›n?". 
Han svarede og sagde: "Hvem er han, Herre? for at jeg kan tro p† ham.". 
Jesus sagde til ham: "B†de har du set ham, og den, som taler med dig, ham er 
det.". 
Men han sagde: "Jeg tror Herre!" og han kastede sig ned for ham. 
Og Jesus sagde: "Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at de, som ikke 
se, skulle blive seende, og de, som se, skulle blive blinde.". 
Nogle af Faris‘erne, som vare hos; ham, h›rte dette, og de sagde til ham: "Mon 
ogs† vi ere blinde?". 
Jesus sagde til dem: "Vare I blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: Vi 
se; eders Synd forbliver.". 

/10 "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke g†r ind i F†refolden 
gennem D›ren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en R›ver. 
Men den, som g†r ind igennem D›ren, er F†renes Hyrde. 
For ham lukker D›rvogteren op, og F†rene h›re hans R›st; og han kalder sine 
egne F†r ved Navn og f›rer dem ud. 
Og n†r han har f›rt alle sine egne F†r ud, g†r han foran dem; og F†rene f›lge 
ham, fordi de kende hans R›st. 
Men en fremmed ville de ikke f›lge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke 
kende de fremmedes R›st.". 
Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som 
han talte til dem. 
Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er 
F†renes D›r. 
Alle de, som ere komne f›r mig, ere Tyve og R›vere; men F†rene h›rte dem ikke. 
Jeg er D›ren; dersom nogen g†r ind igennem mig, han skal frelses; og han skal 
g† ind og g† ud og finde F›de. 
Tyven kommer ikke uden for at stj‘le og slagte og ›del‘gge; jeg er kommen, for 
at de skulle have Liv og have Overflod. 
Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde s‘tter sit Liv til for F†rene. 
Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem F†rene ikke h›re til ser Ulven komme 
og forlader F†rene og flyr, og Ulven r›ver dem og adspreder dem. 
Fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om F†rene. 
Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig. 
Ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg s‘tter mit Liv til 
for F†rene. 
Og jeg har andre F†r, som ikke h›re til denne Fold; ogs† dem b›r jeg f›re, og 
de skulle h›re min R›st; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. 
Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg s‘tter mit Liv til for at tage det igen. 
Ingen tager det fra mig, men jeg s‘tter det til af mig selv; Jeg har Magt til 
at s‘tte det til, og jeg har Magt til at tage det igen; Dette Bud modtog jeg 
af min Fader.". 
Der blev atter Splid iblandt J›derne for disse Ords Skyld. 
Og mange af dem sagde: "Han er besat og raser, hvorfor h›re I ham?". 
Andre sagde: "Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond ¸nd kan †bne blindes 
¯jne?". 
Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem; Det var Vinter. 
Og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons S›jlegang. 
Da omringede J›derne ham og sagde til ham: "Hvor l‘nge holder du vor Sj‘l i 
Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!". 
Jesus svarede dem: "Jeg har sagt eder det, og I tro ikke; De Gerninger, som 
jeg g›r i min Faders Navn, de vidne om mig. 
Men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine F†r. 
Mine F†r h›re min R›st, og jeg kender dem, og de f›lge mig. 
Og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og 
ingen skal rive dem ud af min H†nd. 
Min Fader, som har givet mig dem, er st›rre end alle; og ingen kan rive noget 
af min Faders H†nd. 
Jeg og Faderen, vi ere eet.". 
Da toge J›derne atter Sten op for at stene ham. 
Jesus svarede dem: "Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for 
hvilken af disse Gerninger stene I mig?". 
J›derne svarede ham: "For en god Gerning stene vi dig ikke, men for 
Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, g›r dig selv til Gud.". 
Jesus svarede dem: "Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere 
Guder?. 
N†r den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke 
rokkes). 
Sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler 
bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds S›n?. 
Dersom jeg ikke g›r min Faders Gerninger, s† tror mig ikke!. 
Men dersom jeg g›r dem, s† tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for 
at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.". 
De s›gte da atter at gribe ham; og han undslap af deres H†nd. 
Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes f›rst 
d›bte, og han blev der. 
Og mange kom til ham, og de sagde: "Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, 
hvad Johannes sagde om denne, var sandt.". 
Og mange troede p† ham der. 

/11 Men der l† en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor Maria og 
hendes S›ster Martha boede. 
Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og t›rrede hans F›dder med sit 
H†r; hendes Broder Lazarus var syg. 
Da sendte S›strene Bud til ham og lod sige: "Herre! se, den, du elsker, er 
syg.". 
Men da Jesus h›rte dette, sagde han: "Denne Sygdom er ikke til D›den, men for 
Guds Herligheds Skyld, for at Guds S›n skal herlig-g›res ved den.". 
Men Jesus elskede Martha og hendes S›ster og Lazarus. 
Da han nu h›rte, at han var syg, blev han dog to Dage p† det Sted, hvor han 
var. 
Derefter siger han s† til Disciplene:"lader os g† til Jud‘a igen!. 
Disciplene sige til ham: "Rabbi! nylig s›gte J›derne at stene dig, og du 
drager atter derhen?". 
Jesus svarede: "Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da st›der 
han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys. 
Men vandrer nogen om Natten, da st›der han an; thi Lyset er ikke i ham.". 
Dette sagde han, og derefter siger han til dem: "Lazarus, vor Ven, er sovet 
ind; men jeg g†r hen for at v‘kke ham af S›vne.". 
Da sagde Disciplene til ham: "Herre! sover han, da bliver han helbredt.". 
Men Jesus havde talt om hans D›d; de derimod mente, at han talte om S›vnens 
Hvile. 
Derfor sagde da Jesus dem rent ud: "Lazarus er d›d!. 
Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at I skulle tro; 
men lader os g† til ham!". 
Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: "Lader os 
ogs† g†, for at vi kunne d› med ham!". 
Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage. 
Men Bethania var n‘r ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra. 
Og mange af J›derne vare komne til Martha og Maria for at tr›ste dem over 
deres Broder. 
Da Martha nu h›rte, at Jesus kom, gik hun ham i M›de; men Maria blev siddende 
i Huset. 
Da sagde Martha til Jesus: "Herre!havde du v‘ret her, da var min Broder ikke 
d›d. 
Men ogs† nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud give dig.". 
Jesus siger til hende: "Din Broder skal opst†.". 
Martha siger til ham: "Jeg ved at han skal opst† i Opstandelsen p† den yderste 
Dag.". 
Jesus sagde til hende: "Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror p† mig, 
skal leve, om han end d›r. 
Og hver den, som lever og tror p† mig, skal i al Evighed ikke d›; Tror du 
dette?". 
Hun siger til ham: "Ja, Herre!jeg tror, at du er Kristus, Guds S›n, den, som 
kommer til Verden.". 
Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin S›ster Maria 
og sagde: "Mesteren er her og kalder ad dig.". 
Da hun h›rte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham. 
Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var p† det Sted, hvor 
Martha havde m›dt ham. 
Da nu J›derne, som vare hos hende i Huset og tr›stede hende, s†, at Maria stod 
hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven 
for at gr‘de der. 
Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og s† ham, faldt hun ned for hans 
F›dder og sagde til ham: "Herre!havde du v‘ret her da var min Broder ikke 
d›d.". 
Da nu Jesus s† hende gr‘de og s† J›derne, som vare komne med hende, gr‘de, 
harmedes han i ¸nden og blev heftig bev‘get i sit Indre; og han sagde. 
"Hvor have I lagt ham?" De sige til ham: "Herre!kom og se!". 
Jesus gr‘d. 
Da sagde J›derne: "Se, hvor han elskede ham!". 
Men nogle af dem sagde: "Kunde ikke han, som †bnede den blindes ¯jne, have 
gjort, at ogs† denne ikke var d›d?". 
Da harmes Jesus atter i sit Indre og g†r hen til Graven; Men det var en Hule, 
og en Sten l† for den. 
Jesus siger: "Tager Stenen bort!" Martha, den d›des S›ster, siger til ham: 
"Herre!han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage:". 
Jesus siger til hende: "Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds 
Herlighed?". 
Da toge de Stenen bort; Men Jesus opl›ftede sine ¯jne og sagde: "Fader! jeg 
takker dig, fordi du har h›rt mig. 
Jeg vidste vel, at du altid h›rer mig; men for Skarens Skyld, som st†r 
omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig.". 
Og da han havde sagt dette, r†bte han med h›j R›st: "Lazarus, kom herud!". 
Og den d›de kom ud, bunden med Jordekl‘der om F›dder og H‘nder, og et T›rkl‘de 
var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: "L›ser ham, og lader ham g†! 
". 
Mange af de J›der, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde 
gjort, troede nu p† ham. 
Men nogle af dem gik hen til Faris‘erne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort. 
Ypperstepr‘sterne og Faris‘erne sammenkaldte da et M›de af R†det og sagde: 
"Hvad g›re vi? thi dette Menneske g›r mange Tegn. 
Dersom vi lade ham s†ledes blive ved, ville alle tro p† ham, og Romerne ville 
komme og tage b†de vort Land og Folk.". 
Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepr‘st i det ¸r, sagde til dem. 
"I vide intet; ej heller bet‘nke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske d›r 
for Folket, og at ikke det hele Folk skal g† til Grunde.". 
Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepr‘st i det ¸r, 
profeterede han at Jesus skulde d› for Folket. 
Og ikke for Folket alene, men for at han ogs† kunde samle Guds adspredte B›rn 
sammen til eet. 
Fra den Dag af r†dsloge de derfor om at ihjelsl† ham. 
Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt j›derne, men gik bort derfra 
ud p† Landet, n‘r ved ¯rkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der 
med sine Disciple. 
Men J›dernes P†ske var n‘r; og mange fra Landet gik op til Jerusalem f›r 
P†sken for at rense sig. 
Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: 
"Hvad mene I? Mon han ikke kommer til H›jtiden?". 
Men Ypperstepr‘sterne og Faris‘erne havde givet Befaling om at dersom nogen 
vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham. 

/12 Seks Dage f›r P†ske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, 
som Jesus havde oprejst fra de d›de. 
Der gjorde de da et Aftensm†ltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus 
var en af dem, som sade til Bords med ham. 
Da tog Maria et Pund af ‘gte, s†re kostbar Nardussalve og salvede Jesu F›dder 
og t›rrede hans F›dder med sit H†r; og Huset blev fuldt af Salvens Duft. 
Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons S›n, Iskariot, han, som siden 
forr†dte ham. 
"Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til 
fattige?". 
Men dette sagde han, ikke fordi han br›d sig om de fattige, men fordi han var 
en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. 
Da sagde Jesus: "Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min 
Begravelsesdag!. 
De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.". 
En stor Skare af J›derne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for 
Jesu Skyld alene, men ogs† for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de 
d›de. 
Men Ypperstepr‘sterne r†dsloge om ogs† at sl† Lazarus ihjel. 
Thi for hans Skyld gik mange af J›derne hen og troede p† Jesus. 
Den f›lgende Dag, da den store Skare, som var kommen til H›jtiden, h›rte, at 
Jesus kom til Jerusalem. 
Toge de Palmegrene og gik ud imod ham og r†bte: "Hosanna!velsignet v‘re den, 
som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!". 
Men Jesus fandt et ungt ’sel og satte sig derp†, som der er skrevet. 
"Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende p† en Asenindes 
F›l.". 
Dette forstode hans Disciple ikke f›rst; men da Jesus var herliggjort, da kom 
de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. 
Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra 
Graven og oprejst ham fra de d›de. 
Det var ogs† derfor, at Skaren gik ham i M›de, fordi de havde h›rt, at han 
havde gjort dette Tegn. 
Da sagde Faris‘erne til hverandre: "I se, at I udrette ikke noget; se, 
Alverden g†r efter ham.". 
Men der var nogle Gr‘kere af dem, som plejede at g† op for at tilbede p† 
H›jtiden. 
Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galil‘a, og bade ham og sagde: 
"Herre!vi ›nske at se Jesus.". 
Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til 
Jesus. 
Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommen, til at Menneskes›nnen skal 
herligg›res. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og 
d›r, bliver det ene; men dersom det d›r, b‘rer det megen Frugt. 
Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne 
Verden, skal bevare det til et evigt Liv. 
Om nogen tjener mig, han f›lge mig, og hvor jeg er, der skal ogs† min Tjener 
v‘re; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ‘re. 
Nu er min Sj‘l forf‘rdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne 
Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. 
Fader herligg›r dit Navn!" Da kom der en R›st fra Himmelen: "B†de har jeg 
herliggjort det, og vil jeg atter herligg›re det.". 
Da sagde Skaren, som stod og h›rte det, at det havde tordnet; andre sagde: "En 
Engel har talt til ham.". 
Jesus svarede og sagde: "Ikke for min Skyld er denne R›st kommen, men for 
eders Skyld. 
Nu g†r der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud. 
Og jeg skal, n†r jeg bliver oph›jet fra Jorden, drage alle til mig.". 
Men dette sagde han for at betegne, hvilken D›d han skulde d›. 
Skaren svarede ham: "Vi have h›rt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og 
hvorledes siger da du, at Menneskes›nnen b›r oph›jes? Hvem er denne 
Menneskes›n?". 
Da sagde Jesus til dem: "Endnu en liden Tid er Lyset hos eder; Vandrer, medens 
I have Lyset, for at M›rke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i 
M›rket, ved ikke, hvor han g†r hen. 
Medens I have Lyset, tror p† Lyset, for at I kunne blive Lysets B›rn!"Dette 
talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem. 
Men endsk›nt han havde gjort s† mange Tegn for deres ¯jne, troede de dog ikke 
p† ham. 
For at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: "Herre! hvem 
troede det, han h›rte af os, og for hvem blev Herrens Arm †benbaret?". 
Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt. 
"Han har blindet deres ¯jne og forh‘rdet deres Hjerte, for at de ikke skulle 
se med ¯jnene og forst† med Hjertet og omvende sig, s† jeg kunde helbrede 
dem.". 
Dette sagde Esajas, fordi han s† hans Herlighed og talte om ham. 
Alligevel var der dog mange, endogs† af R†dsherrerne, som troede p† ham; men 
for Faris‘ernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive 
udelukkede af Synagogen. 
Thi de elskede Menneskenes ’re mere end Guds ’re. 
Men Jesus r†bte og sagde: "Den, som tror p† mig, tror ikke p† mig, men p† ham, 
som sendte mig. 
Og den, som ser mig, ser den, som sendte mig. 
Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror p† mig, ikke 
skal blive i M›rket. 
Og om nogen h›rer mine Ord og ikke vogter p† dem, ham d›mmer ikke jeg; thi jeg 
er ikke kommen for at d›mme Verden, men for at frelse Verden. 
Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som d›mmer ham; det 
Ord, som jeg har talt, det skal d›mme ham p† den yderste Dag. 
Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet 
mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. 
Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv; Alts†, hvad jeg taler, taler jeg 
s†ledes, som Faderen har sagt mig.". 

/13 Men f›r P†skeh›jtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at 
han skulde g† bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket 
sine egne, som vare i Verden, s† elskede han dem indtil Enden. 
Og medens der holdtes Aftensm†ltid, da Dj‘velen allerede havde indskudt i 
Judas's, Simons S›ns, Iskariots Hjerte, at han skulde forr†de ham. 
Da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i H‘nde, og at han var 
udg†et fra Gud og gik hen til Gud. 
S† rejser han sig fra M†ltidet og l‘gger sine Kl‘der fra sig, og han tog et 
Linkl‘de og bandt det om sig. 
Derefter h‘lder han Vand i Vaskefadet og begyndte at to Disciplenes F›dder og 
at t›rre dem med Linkl‘det, som han var ombunden med. 
Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: "Herre!tor du mine 
F›dder?". 
Jesus svarede og sagde til ham: "Hvad jeg g›r, ved du ikke nu, men du skal 
forst† det siden efter.". 
Peter siger til ham: "Du skal i al Evighed ikke to mine F›dder." Jesus svarede 
ham: "Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.". 
Simon Peter siger til ham: "Herre! ikke mine F›dder alene, men ogs† H‘nderne 
og Hovedet.". 
Jesus siger til ham: "Den, som er tv‘ttet, har ikke n›dig at to andet end 
F›dderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.". 
Thi han kendte den, som forr†dte ham; derfor sagde han: "I ere ikke alle 
rene.". 
Da han nu havde toet deres F›dder og havde taget sine Kl‘der og atter sat sig 
til Bords, sagde han til dem: "Vide I, hvad jeg har gjort ved eder?. 
I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. 
N†r da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders F›dder, s† ere ogs† I skyldige 
at to hverandres F›dder. 
Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, 
skulle ogs† I g›re. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke st›rre end sin Herre, 
ikke heller et Sendebud st›rre end den, som har sendt ham. 
N†r I vide dette, ere I salige, om I g›re det. 
Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften 
m†tte opfyldes: Den, som ‘der Br›det med mig, har opl›ftet sin H‘l imod mig. 
Fra nu af siger jeg eder det, f›rend det sker, for at I, n†r det er sket, 
skulle tro, at det er mig. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, 
modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.". 
Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bev‘get i ¸nden og vidnede og 
sagde: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forr†de mig.". 
Da s† Disciplene p† hverandre, tvivlr†dige om, hvem han talte om. 
Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, 
hvem Jesus elskede. 
Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: "Sig, hvem det er, han taler 
om?". 
Men denne b›jer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: "Herre!hvem er det?". 
Jesus svarer: "Det er den, hvem jeg giver det Stykke Br›d, som jeg dypper." S† 
dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons S›n, Iskariot. 
Og efter at han havde f†et Stykket, da gik Satan ind i ham; S† siger Jesus til 
ham: "Hvad du g›r, g›r det snart!". 
Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette. 
Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: "K›b, 
hvad vi have n›dig til H›jtiden;" eller at han skulde give noget til de 
fattige. 
Da han nu havde f†et Stykket, gik han straks ud; Men det var Nat. 
Da han nu var g†et ud, siger Jesus: "Nu er Menneskes›nnen herliggjort, og Gud 
er herliggjort i ham. 
Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud ogs† herligg›re ham i sig, og han 
skal snart herligg›re ham. 
B›rnlille!endnu en liden Stund er jeg hos eder; I skulle lede efter mig, og 
ligesom jeg sagde til J›derne: "Hvor jeg g†r hen, kunne I ikke komme," siger 
jeg nu ogs† til eder. 
Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg 
elskede eder, skulle ogs† I elske hverandre. 
Derp† skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes 
K‘rlighed.". 
Simon Peter siger til ham: "Herre! hvor g†r du hen?" Jesus svarede ham: "Hvor 
jeg g†r hen, kan du ikke nu f›lge mig, men siden skal du f›lge mig.". 
Peter siger til ham: "Herre!hvorfor kan jeg ikke f›lge dig nu? Jeg vil s‘tte 
mit Liv til for dig?. 
Jesus svarer: "Vil du s‘tte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg 
dig, Hanen skal ikke gale, f›rend du har for-n‘gtet mig tre Gange.". 

/14 "Eders Hjerte forf‘rdes ikke! Tror p† Gud, og tror p† mig!. 
I min Faders Hus er der mange Boliger; Dersom det ikke var s†, havde jeg sagt 
eder det; thi jeg g†r bort for at berede eder Sted. 
Og n†r jeg er g†et bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder 
til mig, for at, hvor jeg er, der skulle ogs† I v‘re. 
Og hvor jeg g†r hen, derhen vide I Vejen.". 
Thomas siger til ham: "Herre!vi vide ikke, hvor du g†r hen; og hvorledes kunne 
vi vide Vejen?". 
Jesus siger til ham: "Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til 
Faderen uden ved mig. 
Havde I kendt mig, da havde I ogs† kendt min Fader; og fra nu af kende I ham 
og have set ham.". 
Filip siger til ham: "Herre!vis os Faderen, og det er os nok.". 
Jesus siger til ham: "S† lang en Tid har jeg v‘ret hos eder, og du kender mig 
ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: 
Vis os Faderen?. 
Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg siger 
til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han g›r 
sine Gerninger. 
Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, s† tror 
mig dog for selve Gerningernes Skyld!. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror p† mig, de Gerninger, som 
jeg g›r, skal ogs† han g›re, og han skal g›re st›rre Gerninger end disse; thi 
jeg g†r til Faderen. 
Og hvad som helst I bede om i mit Navn, det vil jeg g›re, for at Faderen m† 
herligg›res ved S›nnen. 
Dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg g›re det. 
Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger!. 
Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at v‘re 
hos eder evindelig. 
Den Sandhedens ¸nd, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og 
kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal v‘re i eder. 
Jeg vil ikke efterlade eder faderl›se; jeg kommer til eder. 
Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig; thi jeg 
lever, og I skulle leve. 
P† den Dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i eder. 
Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men 
den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og 
†benbare mig for ham.". 
Judas (ikke Iskariot) siger til ham: "Herre!hvor kommer det, at du vil 
†benbare dig for os og ikke for verden?". 
Jesus svarede og sagde til ham: "Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord; 
og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham og tage Bolig hos ham. 
Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord; og det Ord, som I h›re, er 
ikke mit, men Faderens, som sendte mig. 
Dette har jeg talt til eder, medens jeg blev hos eder. 
Men Talsmanden, den Hellig†nd, som Faderen vil sende i mit Navn, han skal l‘re 
eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder. 
Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som 
Verden giver; Eders Hjerte forf‘rdes ikke og forsage ikke!. 
I have h›rt, at jeg sagde til eder: Jeg g†r bort og kommer til eder igen; 
Dersom I elskede mig, da gl‘dede I eder over, at jeg g†r til Faderen; thi 
Faderen er st›rre end jeg. 
Og nu har jeg sagt eder det, f›r det sker, for at I skulle tro, n†r det er 
sket. 
Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, 
og han har slet intet i mig. 
Men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og g›r s†ledes, som 
Faderen har befalet mig: s† st†r nu op, lader os g† herfra!". 

/15 "Jeg er det sande Vintr‘, og min Fader er Ving†rdsmanden. 
Hver Gren p† mig, som ikke b‘rer Frugt, den borttager han, og hver den, som 
b‘rer Frugt, renser han, for at den skal b‘re mere Frugt. 
I ere allerede rene p† Grund af det Ord, som jeg har talt til eder. 
Bliver i mig, da bliver ogs† jeg i eder; Ligesom Grenen ikke kan b‘re Frugt af 
sig selv, uden den bliver p† Vintr‘et, s†ledes kunne I ikke heller, uden I 
blive i mig. 
Jeg er Vintr‘et, I ere Grenene; Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han b‘rer 
megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet g›re. 
Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man 
sanker dem og kaster dem i Ilden, og de br‘ndes. 
Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om hvad som helst I 
ville, og det skal blive eder til Del. 
Derved er min Fader herliggjort, at I b‘re megen Frugt, og I skulle blive mine 
Disciple. 
Ligesom Faderen har elsket mig, s† har ogs† jeg elsket eder; bliver i min 
K‘rlighed!. 
Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min K‘rlighed, ligesom jeg 
har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans K‘rlighed. 
Dette har jeg talt til eder, for at min Gl‘de kan v‘re i eder, og eders Gl‘de 
kan blive fuldkommen. 
Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket 
eder. 
St›rre K‘rlighed har ingen end denne, at han s‘tter sit Liv til for sine 
Venner. 
I ere mine Venner, dersom I g›re, hvad jeg befaler eder. 
Jeg kalder eder ikke l‘ngere Tjenere; thi Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre 
g›r; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har h›rt af min 
Fader, har jeg kundgjort eder. 
I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skulle 
g† hen og b‘re Frugt, og eders Frugt skal blive ved, for at Faderen skal give 
eder, hvad som helst I bede ham om i mit Navn. 
Dette befaler jeg eder, at I skulle elske hverandre. 
N†r Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig f›rend eder. 
Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke ere af 
Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder. 
Kommer det Ord i Hu, som jeg har sagt eder: En Tjener er ikke st›rre end sin 
Herre; Have de forfulgt mig, ville de ogs† forf›lge eder; have de holdt mit 
Ord, ville de ogs† holde eders. 
Men alt dette ville de g›re imod eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kende 
den, som sendte mig. 
Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke Synd; men nu 
have de ingen Undskyldning for deres Synd. 
Den, som hader mig, hader ogs† min Fader. 
Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, 
havde de ikke Synd; men nu have de set dem og dog hadet b†de mig og min Fader. 
Dog, det Ord, som er skrevet i deres Lov, m† opfyldes: De hadede mig 
uforskyldt. 
Men n†r Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen, Sandhedens 
¸nd, som udg†r fra Faderen, da skal han vidne om mig. 
Men ogs† I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.". 

/16 "Dette har jeg talt til eder, for at I ikke skulle forarges. 
De skulle udelukke eder af Synagogerne, ja, den Tid skal komme, at hver den, 
som sl†r eder ihjel, skal mene, at han viser Gud en Dyrkelse. 
Og dette skulle de g›re, fordi de hverken kende Faderen eller mig. 
Men dette har jeg talt til eder, for at I, n†r Timen kommer, skulle komme i 
Hu, at jeg har sagt eder det; men dette sagde jeg eder ikke fra Begyndelsen, 
fordi jeg var hos eder. 
Men nu g†r jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af eder sp›rger mig: Hvor 
g†r du hen?. 
Men fordi jeg har talt dette til eder, har Bedr›velsen opfyldt eders Hjerte. 
Men jeg siger eder Sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg g†r bort, thi g†r 
jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder; men g†r jeg bort, s† vil jeg 
sende ham til eder. 
Og n†r han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om Retf‘rdighed og om 
Dom. 
Om Synd, fordi de ikke tro p† mig. 
Men om Retf‘rdighed, fordi jeg g†r til min Fader, og I se mig ikke l‘nger. 
Men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er d›mt. 
Jeg har endnu meget at sige eder; men I kunne ikke b‘re det nu. 
Men n†r han, Sandhedens ¸nd, kommer, skal han vejlede eder til hele Sandheden; 
thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han h›rer, skal han 
tale, og de kommende Ting skal han forkynde eder. 
Han skal herligg›re mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder. 
Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og 
forkynde eder. 
Om en liden Stund skulle I ikke se mig l‘nger, og atter om en liden Stund 
skulle I se mig.". 
Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: "Hvad er dette, som han siger 
os: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle 
I se mig, og: Jeg g†r hen til Faderen?". 
De sagde alts†: "Hvad er dette, han siger: Om en liden Stund? Vi forst† ikke, 
hvad han taler.". 
Jesus vidste, at de vilde sp›rge ham, og han sagde til dem: "I sp›rge 
hverandre om dette, at jeg sagde: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og 
atter om en liden Stund skulle I se mig. 
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle gr‘de og jamre, men Verden skal 
gl‘de sig; I skulle v‘re bedr›vede, men eders Bedr›velse skal blive til Gl‘de. 
N†r Kvinden f›der, har hun Bedr›velse, fordi hendes Time er kommen; men n†r 
hun har f›dt Barnet, kommer hun ikke mere sin Tr‘ngsel i Hu af Gl‘de over, at 
et Menneske er f›dt til Verden. 
Ogs† I have da vel nu Bedr›velse, men jeg skal se eder igen, og eders Hjerte 
skal gl‘des, og ingen tager eders Gl‘de fra eder. 
Og p† den Dag skulle I ikke sp›rge mig om noget; Sandelig, sandelig, siger jeg 
eder, hvad som helst I bede Faderen om, skal han give eder i mit Navn. 
Hidindtil have I ikke bedt om noget i mit Navn; beder, og I skulle f†, for at 
eders Gl‘de m† blive fuldkommen. 
Dette har jeg talt til eder i Lignelser; der kommer en Time, da jeg ikke mere 
skal tale til eder i Lignelser, men frit ud forkynde eder om Faderen. 
P† den Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger ikke til eder, at jeg vil 
bede Faderen for eder. 
Thi Faderen selv elsker eder, fordi I have elsket mig og troet, at jeg er 
udg†et fra Gud. 
Jeg udgik fra Faderen og er kommen til Verden; jeg forlader Verden igen og g†r 
til Faderen.". 
Hans Disciple sige til ham: "Se, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse. 
Nu vide vi, at du ved alle Ting og ikke har n›dig, at nogen sp›rger dig; 
des†rsag tro vi, at du er udg†et fra Gud.". 
Jesus svarede dem: "Nu tro I!. 
Se, den Time kommer, og den er kommen, da I skulle adspredes hver til sit og 
lade mig alene; dog, jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig. 
Dette har jeg talt til eder, for at I skulle have Fred i mig; I Verden have I 
Tr‘ngsel; men v‘rer frimodige, jeg har overvundet Verden.". 

/17 Dette talte Jesus;og han opl›ftede sine ¯jne til Himmelen og sagde: 
"Fader! Timen er kommen; herligg›r din S›n, for at S›nnen m† herligg›re dig. 
Ligesom du har givet ham Magt over alt K›d, for at han skal give alle dem, som 
du har givet ham, evigt Liv. 
Men dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande Gud, og den, du 
udsendte, Jesus Kristus. 
Jeg har herliggjort dig p† Jorden ved at fuldbyrde den Gerning, som du har 
givet mig at g›re. 
Og Fader! herligg›r du mig nu hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde 
hos dig, f›r Verden var. 
Jeg har †benbaret dit Navn for de Mennesker, som du har givet mig ud af 
Verden; de vare dine, og du gav mig dem; og de have holdt dit Ord. 
Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig. 
Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have modtaget dem 
og erkendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har 
udsendt mig. 
Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet 
mig; thi de ere dine. 
Og alt mit er dit, og dit er mit; og jeg er herliggjort i dem. 
Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig; 
Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, for at de m† 
v‘re et ligesom vi. 
Da jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, og 
jeg vogtede dem, og ingen af dem blev fortabt, uden Fortabelsens S›n, for at 
Skriften skulde opfyldes. 
Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden, for at de m† have min 
Gl‘de fuldkommet i sig. 
Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ikke ere af 
Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. 
Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du vil bevare dem 
fra det onde. 
De ere ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. 
Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed. 
Ligesom du har udsendt mig til Verden, s† har ogs† jeg udsendt dem til Verden. 
Og jeg helliger mig selv for dem, for at ogs† de skulle v‘re helligede i 
Sandheden. 
Men jeg beder ikke alene for disse, men ogs† for dem, som ved deres Ord tro p† 
mig. 
At de m† alle v‘re eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at ogs† de 
skulle v‘re eet i os, for at Verden m† tro, at du har udsendt mig. 
Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle 
v‘re eet, ligesom vi ere eet. 
Jeg i dem og du i mig, for at de m† v‘re fuldkommede til eet, for at Verden m† 
erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. 
Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle ogs† de, som du har givet mig, v‘re 
hos mig, for at de m† skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har 
elsket mig f›r Verdens Grundl‘ggelse. 
Retf‘rdige Fader! og Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og 
disse have kendt, at du har udsendt mig. 
Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundg›re dem det, for at den 
K‘rlighed, hvormed du har elsket mig, skal v‘re i dem, og jeg i dem.". 

/18 Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons B‘k, 
hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple. 
Men ogs† Judas, som forr†dte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der 
med sine Disciple. 
S† tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepr‘sterne og Faris‘erne og 
kommer derhen med Fakler og Lamper og V†ben. 
Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde 
til dem: "Hvem lede I efter?". 
De svarede ham: "Jesus af Nazareth." Jesus siger til dem: "Det er mig." Men 
ogs† Judas, som forr†dte ham, stod hos dem. 
Som han da sagde til dem: "Det er mig," vege de tilbage og faldt til Jorden. 
Han spurgte dem nu atter: "Hvem lede I efter?" Men de sagde: "Jesus af 
Nazareth.". 
Jesus svarede: "Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, 
s† lader disse g†!". 
For at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: "Jeg mistede ingen af dem, 
som du har givet mig.". 
Simon Peter, som havde et Sv‘rd, drog det nu og slog Ypperstepr‘stens Tjener 
og afhuggede hans h›jre ¯re; Men Tjeneren hed Malkus. 
Da sagde Jesus til Peter: "Stik dit Sv‘rd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den 
Kalk, som min Fader har givet mig?". 
Vagtafdelingen og Krigs›versten og J›dernes Svende grebe da Jesus og bandt 
ham. 
Og de f›rte ham f›rst til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var 
Ypperstepr‘st i det ¸r. 
Men det var Kajfas, som havde givet J›derne det R†d, at det var gavnligt, at 
eet Menneske d›de for Folket. 
Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt 
med Ypperstepr‘sten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepr‘stens G†rd. 
Men Peter stod udenfor ved D›ren; Da gik den anden Discipel, som var kendt med 
Ypperstepr‘sten, ud og sagde det til D›rvogtersken og f›rte Peter ind. 
Pigen, som var D›rvogterske, siger da til Peter: "Er ogs† du af dette 
Menneskes Disciple?" Han siger: "Nej, jeg er ikke.". 
Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og 
varmede sig; men ogs† Peter stod hos dem og varmede sig. 
Ypperstepr‘sten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans L‘re. 
Jesus svarede ham: "Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid l‘rt i 
Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle J›derne komme sammen, og i L›ndom 
har jeg intet talt. 
Hvorfor sp›rger du mig? Sp›rg dem, som have h›rt, hvad jeg talte til dem; se, 
de vide, hvad jeg har sagt.". 
Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stode hos, Jesus et Slag i 
Ansigtet og sagde: "Svarer du Ypperstepr‘sten s†ledes?". 
Jesus svarede ham: "Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt: men har jeg 
talt ret, hvorfor sl†r du mig da?". 
Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepr‘sten Kajfas. 
Men Simon Peter stod og varmede sig; Da sagde de til ham: "Er ogs† du af hans 
Disciple?" Han n‘gtede det og sagde: "Nej, jeg er ikke.". 
En af Ypperstepr‘stens Tjenere, som var en Fr‘nde af ham, hvis ¯re Peter havde 
afhugget, siger: "S† jeg dig ikke i Haven med ham?". 
Da n‘gtede Peter det atter, og straks galede Hanen. 
De f›re nu Jesus fra Kajfas til Landsh›vdingens Borg; men det var †rle; Og de 
gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde besmittes, men kunde spise P†ske. 
Pilatus gik da ud til dem, og han siger: "Hvad Klagem†l f›re I mod dette 
Menneske?". 
De svarede og sagde til ham: "Var han ikke en Ugerningsmand, da havde vi ikke 
overgivet ham til dig.". 
Da sagde Pilatus til dem: "Tager I ham og d›mmer ham efter eders Lov!" Da 
sagde J›derne til ham: "Det er os ikke tilladt at aflive nogen; ". 
For at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav til Kende, 
hvilken D›d han skulde d›. 
Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte p† Jesus og sagde til ham: "Er du 
J›dernes Konge?". 
Jesus svarede: "Siger du dette af dig selv, eller have andre sagt dig det om 
mig?". 
Pilatus svarede: "Mon jeg er en J›de? dit Folk og Ypperstepr‘sterne have 
overgivet dig til mig; hvad har du gjort?". 
Jesus svarede: "Mit Rige er ikke af denne Verden; Var mit Rige af denne 
verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til 
J›derne; men nu er mit Rige ikke deraf.". 
Da sagde Pilatus til ham: "Du er alts† dog en Konge?" Jesus svarede: "Du siger 
det, jeg er en Konge; Jeg er dertil f›dt og dertil kommen til Verden, at jeg 
skal vidne om Sandheden; Hver den, som er af Sandheden, h›rer min R›st.". 
Pilatus siger til ham: "Hvad er Sandhed?" Og da han havde sagt dette, gik han 
igen ud til J›derne, og han siger til dem: "Jeg finder ingen Skyld hos ham. 
Men I have den Skik, at jeg l›slade eder en om P†sken; ville I da, at jeg skal 
l›slade eder J›dernes Konge?". 
Da r†bte de alle igen og sagde: "Ikke ham, men Barabbas;" og Barabbas var en 
R›ver. 

/19 Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. 
Og Stridsm‘ndene flettede en Krone af Torne og satte den p† hans Hoved og 
kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og sagde. 
"Hil v‘re dig, du J›dernes Konge!"og de sloge ham i Ansigtet. 
Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: "Se, jeg f›rer ham ud til eder, 
for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.". 
Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen p†; Og han siger til dem: "Se, 
hvilket Menneske!". 
Da nu Ypperstepr‘sterne og Svendene s† ham, r†bte de og sagde: "Korsf‘st! 
korsf‘st!" Pilatus siger til dem: "Tager I ham og korsf‘ster ham; thi jeg 
finder ikke Skyld hos ham.". 
J›derne svarede ham: "Vi have en Lov, og efter denne Lov er han skyldig at d›, 
fordi han har gjort sig selv til Guds S›n.". 
Da Pilatus nu h›rte dette Ord, blev han endnu mere bange. 
Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: "Hvorfra er du?" Men Jesus 
gav ham intet Svar. 
Pilatus siger da til ham: "Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har Magt 
til at l›slade dig, og at jeg har Magt til at korsf‘ste dig?". 
Jesus svarede: "Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den ikke var 
givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, st›rre Synd.". 
Derefter fors›gte Pilatus at l›slade ham; Men J›derne r†bte og sagde: "Dersom 
du l›slader denne, er du ikke Kejserens Ven; Hver den, som g›r sig selv til 
Konge, s‘tter sig op imod Kejseren.". 
Da Pilatus h›rte disse Ord, f›rte han Jesus ud og satte sig p† Dommers‘det, p† 
det Sted, som kaldes Stenlagt, men p† Hebraisk Gabbatha. 
Men det var Beredelsens dag i P†sken, ved den sjette Time; Og han siger til 
J›derne: "Se, eders Konge!". 
De r†bte nu: "Bort, bort med ham!korsf‘st ham!"Pilatus siger til dem: "Skal 
jeg korsf‘ste eders Konge?" Ypperstepr‘sterne svarede: "Vi have ingen Konge 
uden Kejseren.". 
S† overgav han ham da til dem til at korsf‘stes; De toge nu Jesus. 
Og han bar selv sit Kors og gik ud til det s†kaldte "Hovedskalsted", som 
hedder p† Hebraisk Golgatha. 
Hvor de korsf‘stede ham og to andre med ham, en p† hver Side, men Jesus midt 
imellem. 
Men Pilatus havde ogs† skrevet en Overskrift og sat den p† Korset; Men der var 
Skrevet:"jesus af Nazareth, J›dernes Konge.". 
Denne Overskrift l‘ste da mange af J›derne; thi det Sted, hvor Jesus blev 
korsf‘stet, var n‘r ved Staden; og den var skreven p† Hebraisk, Latin og 
Gr‘sk. 
Da sagde J›dernes Ypperstepr‘ster til Pilatus: "Skriv ikke: J›dernes Konge, 
men: Han sagde: Jeg er J›dernes Konge.". 
Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg.". 
Da nu Stridsm‘ndene havde korsf‘stet Jesus, toge de hans Kl‘der og gjorde fire 
Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var 
usyet, v‘vet fra ›verst helt igennem. 
Da sagde de til hverandre: "Lader os ikke s›ndersk‘re den, men kaste Lod om 
den, hvis den skal v‘re;" for at Skriften skulde opfyldes, som siger: "De 
delte mine Kl‘der imellem sig og kastede Lod om mit Kl‘debon." Dette gjorde da 
Stridsm‘ndene. 
Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders S›ster, Maria, Klopas's 
Hustru, og Maria Magdalene. 
Da Jesus nu s† sin Moder og den Discipel, han elskede, st† hos, siger han til 
sin Moder: "Kvinde! se, det er din S›n.". 
Derefter siger han til Disciplen: "Se, det er din Moder." Og fra den time tog 
Disciplen hende hjem til sit. 
Derefter, da Jesus vidste,at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde 
opfyldes, siger han: "Jeg t›rster.". 
Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike p† en 
Isopst‘ngel og holdt den til hans Mund. 
Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde Han:"det er fuldbragt;" og han b›jede 
Hovedet og opgav ¸nden. 
Da det nu var Beredelsesdag, bade J›derne Pilatus om, at Benene m†tte blive 
knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive p† Korset Sabbaten 
over; thi denne Sabbatsdag var stor. 
Da kom Stridsm‘ndene og knuste Benene p† den f›rste og p† den anden; som vare 
korsf‘stede med ham. 
Men da de kom til Jesus og s†, at han allerede var d›d, knuste de ikke hans 
Ben. 
Men en af Stridsm‘ndene stak ham i Siden med et Spyd, og straks fl›d der Blod 
og Vand ud. 
Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han 
ved, at han siger sandt, for at ogs† I skulle tro. 
Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: "Intet Ben skal 
s›nderbrydes derp†". 
Og atter et andet Skriftord siger: "De skulle se hen til ham, hvem de have 
gennemstunget.". 
Men Josef fra Arimath‘a, som var en Jesu Discipel, dog l›nligt, af Frygt for 
J›derne, bad derefter Pilatus om, at han m†tte tage Jesu Legeme, og Pilatus 
tillod det; Da kom han og tog Jesu Legeme. 
Men ogs† Nikodemus, som f›rste Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og 
bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund. 
De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linkl‘der med de vellugtende Urter, som 
J›dernes Skik er at fly Lig til Jorde. 
Men der var p† det Sted, hvor han blev korsf‘stet, en Have, og i Haven en ny 
Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. 
Der lagde de da Jesus, for J›dernes Beredelses dags Skyld, efterdi Graven var 
n‘r. 

/20 Men p† den f›rste Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene †rle, medens det 
endnu er m›rkt, til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven. 
Da l›ber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, hvem 
Jesus elskede, og siger til dem: "De have borttaget Herren af Graven, og vi 
vide ikke, hvor de have lagt ham.". 
Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. 
Men de to l›b sammen, og den anden Discipel l›b foran, hurtigere end Peter, og 
kom f›rst til Graven. 
Og da han kiggede ind, ser han Linkl‘derne ligge der, men gik dog ikke ind. 
Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven og s† 
Linkl‘derne ligge der. 
Og T›rkl‘det, som han havde haft p† sit Hoved, ikke liggende ved Linkl‘derne, 
men sammenrullet p† et Sted for sig selv. 
Nu gik da ogs† den anden Discipel, som var kommen f›rst til Graven, ind, og 
han s† og troede. 
Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opst† fra de d›de. 
Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem. 
Men Maria stod udenfor ved Graven og gr‘d; Som hun nu gr‘d, kiggede hun ind i 
Graven. 
Og hun ser to Engle sidde i hvide Kl‘der, en ved Hovedet og en ved 
F›dderne,hvor Jesu Legeme havde ligget. 
Og de sige til hende: "Kvinde!hvorfor gr‘der du?" Hun siger til dem: "Fordi de 
have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.". 
Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus st† der, og hun 
vidste ikke, at det var Jesus. 
Jesus siger til hende: "Kvinde: hvorfor gr‘der du? hvem leder du efter?" Hun 
mente, det var Havemanden, og siger til ham: "Herre! dersom du har b†ret ham 
bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, s† vil jeg tage ham.". 
Jesus siger til hende: "Maria!"Hun vender sig om og siger til ham p† Hebraisk: 
"Rabbuni!"hvilket betyder Mester. 
Jesus siger til hende: "R›r ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til 
min Fader; men g† til mine Br›dre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og 
eders Fader og til min Gud og eders Gud.". 
Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: "Jeg har set Herren," og at 
han havde sagt hende dette. 
Da det nu var Aften p† den samme Dag, den f›rste Dag i Ugen, og D›rene der, 
hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for J›derne, kom Jesus og 
stod midt iblandt dem, og han siger til dem: "Fred v‘re med eder!". 
Og som han sagde dette, viste han dem sine H‘nder og sin Side; S† bleve 
Disciplene glade, da de s† Herren. 
Jesus sagde da atter til dem: "Fred v‘re med eder! Ligesom Faderen har udsendt 
mig, s†ledes sender ogs† jeg eder.". 
Og da han havde sagt dette, †ndede han p† dem, og han siger til dem: "Modtager 
den Hellig†nd!. 
Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I n‘gte Forladelse, dem 
er den n‘gtet.". 
Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke hos dem, da 
Jesus kom. 
De andre Disciple sagde da til ham: "Vi have set Herren." Men han sagde til 
dem: "Uden jeg f†r set Naglegabet i hans H‘nder og stikker min Finger i 
Naglegabet og stikker min H†nd i hans Side, vil jeg ingenlunde tro.". 
Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med dem; Jesus 
kommer, da D›rene vare lukkede, og han stod midt iblandt dem og sagde: "Fred 
v‘re med eder!". 
Derefter siger han til Thomas: "R‘k din Finger hid, og se mine H‘nder, og r‘k 
din H†nd hid, og stik den i min Side, og v‘r ikke vantro, men troende!". 
Thomas svarede og sagde til ham: "Min Herre og min Gud!". 
Jesus siger til ham: "Fordi du har set mig, har du troet; salige ere de, som 
ikke have set og dog troet.". 
Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples ¸syn, som ikke ere 
skrevne i denne Bog. 
Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus, Guds S›n, og 
for at I, n†r I tro, skulle have Livet i hans Navn. 

/21 Siden †benbarede Jesus sige atter for Disciplene ved Tiberias S›en; men 
han †benbarede sig s†ledes. 
Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Kana i 
Galil‘a og Zebed‘us's S›nner og to andre af hans, Disciple vare sammen. 
Simon Peter siger til dem: "Jeg g†r ud at fiske." De sige til ham: "Ogs† vi g† 
med dig." De gik ud og gik om Bord i Skibet, og den Nat fangede de intet. 
Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved S›bredden; dog vidste Disciplene 
ikke, at det var Jesus. 
Jesus siger da til dem: "B›rnlille! have I noget at spise?" De svarede ham: 
"Nej.". 
Men han sagde til dem: "Kaster Garnet ud p† h›jre Side af Skibet, s† skulle I 
finde." Da kastede de det ud, og de form†ede ikke mere at drage det for 
Fiskenes M‘ngde. 
Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: "Det er Herren." Da Simon 
Peter nu h›rte, at det var Herren, bandt han sin Fiskerkjortel om sig (thi han 
var n›gen), og kastede sig i S›en. 
Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra Land, kun 
omtrent to Hundrede Alen, og de sl‘bte efter sig Garnet med Fiskene. 
Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derp† og Br›d. 
Jesus siger til dem: "Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede.". 
Simon Peter steg op og trak Garnet p† Land, fuldt af store Fisk, et Hundrede 
og tre og halvtredsindstyve, og sk›nt de vare s† mange, s›nderreves Garnet 
ikke. 
Jesus siger til dem: "Kommer og holder M†ltid! Men, ingen af Disciplene vovede 
at sp›rge ham: "Hvem er du?" thi de vidste, at det var Herren. 
Jesus kommer og tager Br›det og giver dem det, ligeledes ogs† Fiskene. 
Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus †benbarede sig for sine Disciple, 
efter at han var oprejst fra de d›de. 
Da de nu havde holdt M†ltid, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes's 
S›n, elsker du mig mere end disse?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved,at 
jeg har dig K‘r."han siger til ham: "Vogt mine Lam!". 
Han siger atter anden Gang til ham: "Simon, Johannes's S›n, elsker du mig?" 
Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg har dig k‘r." Han siger til ham: 
"V‘r Hyrde for mine F†r!". 
Han siger tredje Gang til ham: "Simon, Johannes's S›n, har du mig k‘r?" Peter 
blev bedr›vet, fordi han tredje Gang sagde til ham: "Har du mig k‘r?" Og han 
sagde til ham: "Herre!du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig k‘r." Jesus 
siger til ham: "Vogt m ine F†r!.
Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og 
gik, hvorhen du vilde; men n†r du bliver gammel, skal du udr‘kke dine H‘nder, 
og en anden skal binde op om dig og f›re dig derhen, hvor du ikke vil.". 
Men dette sagde han for at betegne, med hvilken D›d han skulde herligg›re Gud; 
Og da han havde sagt dette, siger han til ham: "F›lg mig!". 
Peter vendte sig og s† den Discipel f›lge, som Jesus elskede, og som ogs† l† 
op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: "Herre! hvem er den, som forr†der 
dig?". 
Da nu Peter s† ham, siger han til Jesus: "Herre!men hvorledes skal det g† 
denne?". 
Jesus siger til ham: "Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, 
hvad vedkommer det dig? F›lg du mig!". 
S† kom da dette Ord ud iblandt Br›drene: "Denne Discipel d›r ikke;" og Jesus 
havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde d›, men: "Dersom jeg vil, at 
han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig?". 
Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi 
vide, at hans Vidnesbyrd er sandt. 
Men der er ogs† mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom de skulde 
skrives enkeltvis; mener jeg, at ikke hele Verden kunde rumme de B›ger, som da 
bleve skrevne.